Den 73-årige Josef Fritzl fik det sidste ord i retssagen i St. Pölten, inden de otte nævninge trak sig tilbage for at bedømme sagen.
"Jeg angrer af hele mit hjerte. Jeg kan ikke gøre det, jeg har gjort, godt igen, men nu vil jeg prøve at begrænse skaderne," sagde Fritzl, inden han blev ført tilbage til sin celle, skriver BBC.
Anklageren i sagen har krævet livstidsfængsel til Fritzl, der i går tilstod alle anklagepunkter - også det punkt der handler om drabet på et af hans og datteren Elisabeths nyfødte børn.
Han er desuden anklaget for slaveri og op mod 3.000 voldtægter af sin egen datter, den i dag 42-årige Elisabeth Fritzl, der har levet indespærret i en kælder i 24 år. Her fik hun syv børn, hvoraf kun seks overlevede. Børnene er i dag mellem fem og 19 år gamle.
De otte nævninge har nu trukket sig tilbage for at votere. Det ventes, at de kan have en dom klar i løbet af eftermiddagen.
Hele sagen tog sin start den 27. april sidste år, hvor Josef Fritzl blev anholdt i den østrigske by Amstetten.