Hæren er nu så presset for at finde soldater til Irak, at man beder Hjemmeværnet om hjælp. Mindst seks fritidssoldater fra Hjemmeværnet skal indgå i en gruppe ingeniørtropper fra Skive, der tager til Irak i midten af februar. En opgave, hvor hjemmeværnsfolkene kan komme i ildkamp, selvom deres primære opgave er tømrer- og byggearbejde.
Beslutningen møder kritik fra premierløjtnant Michael Sonne Jørgensen, der i linjeofficerernes fagblad stiller spørgsmål ved, om det er sikkert nok at sende hjemmeværnsfolk af sted.
Hjemmeværnet og hærens ledelse fastholder, at de pågældende hjemmeværnssoldater bliver uddannet til opgaven. Venstre bakker op om beslutningen og mener, at hjemmeværnsfolkene er rustet til opgaven.
»En del af deres uddannelse er jo, at de kan stå for egen sikkerhed,« siger for-svarsordfører Karsten Nonbo (V).
Rune Lund (EL) mener ikke, at H jemmeværnet har noget at gøre i en krig.
»Vi har problemer nok med at sende folk af sted, som ikke er godt nok forberedt. Det ligner en discountløsning, fordi ingen gider tage til Irak,« siger han.