Deres skader er tydelige.Men selv er de usynlige.
Den nye generation af kriminelle gemmer sig bag et netværk af telefon- og internetforbindelser – og det er for politiet næsten umuligt at afsløre, om forbryderne i virkeligheden opholder sig i Danmark, Ukraine eller Panama.
Og derfor er det også svært at få dem dømt. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport om it-sikkerhed fra Teknologirådet, som TV 2 har fået adgang til.
»Som det er i dag, så har forbryderne ganske frit spil til at foretage deres forbrydelser. Og både i Danmark og i udlandet halter politiet bagefter. Forbryderne er simpelthen kilometer foran,« siger Preben Andersen, leder af DK-CERT, der overvåger it-kriminalitet i Danmark, og en af eksperterne bag rapporten.
Begrænset viden
Eksperter mener, at selvom problemet er voksende, så »yder dansk politi en relativt lille indsats mod it-kriminalitet,« og politiet i Danmark har samlet set »meget begrænset« viden og indsigt i problemet.
Det får politimester Jakob Scharf fra Rigspolitiet til at ryste på hovedet. Han er mere end godt tilfreds med politiets viden.
»Det er dog klart, at det er ikke nemt, det vil jeg gerne medgive. Det er et område i voldsom vækst, og vi får fortsat flere sager på bordet – og vi opruster samtidig med flere mænd og udstyr,« siger Scharf, der peger på, at politiet på fem-seks år har fået 50 mand i en specialenhed til it-forbrydelser og nu skal ansætte yderligere 12.
Samarbejder med FBI
Samtidig arbejder politiet tæt sammen med det amerikanske forbundspoliti FBI for at få adgang til de nyeste tendenser fra USA.
»Jeg synes, at vi er ganske godt med,« siger Scharf.
Hos Dansk Industri håber man, at det vil lykkes for politiet at få styr på it-kriminaliteten, der hver dag opleves i danske virksomheder.
Her er den seneste tendens, at de it-kriminelle specifikt går efter større værdier i virksomhederne.
»Det er en meget klar tendens, at de kriminelle går væk fra masseangreb og i stedet går efter at stjæle information eller tekniske tegninger, som de så senere kan sælge til konkurrenter eller bruge til afpresning,« siger Henning Mortensen, it-sikkerhedskonsulent i brancheorganisationen ITEK under Dansk Industri.
Der findes ingen tal for omfanget af svindel gennem internettet hos virksomheder i Danmark, men omfanget er stigende, vurderer Dansk Industri.