Der er ingen grænser for, hvor mange gange du kan tage barnets første sygedag.
Det er resultatet af en sag fra Midtjylland, hvor en arbejdsgiver begrænsede medarbejderne i at passe deres syge børn mere end seks dage om året, oplyser HK.
Det knap så snedige trick skete i en unavngivne virksomhed ved, at chefen lavede en tilføjelse til de ansattes kontrakter, hvilket fik HK til at reagere.
Efter aftale mellem HK og en arbejdsgiverorganisation måtte virksomheden droppe fremgangsmåden.
"Man kan jo ikke bestemme, hvor mange gange ens børn skal have influenza," siger Jan Brink Frederiksen, der er faglig konsulent i HK/Privat Midtvest til DR.
Medarbejdere i langt de fleste private virksomheder kan ifølge deres overenskomst blive hjemme første dag, deres børn under 14 år er syg.