Christiania kæmper videre for at forblive en fristad uden indblanding fra staten.
På et stormøde i aftes i Den Grå Hal blev det besluttet, at fristaden vil prøve sagen om kollektiv brugsret ved Højesteret.
Christiania-fællesskabets talsmand, Johannes Brandt, siger til Berlingske Tidende:
"Et enigt fællesmøde har besluttet, at vi anker. Det går vores advokater i gang med nu. Det giver os mulighed for at få prøvet kendelsen i en anden instans."
Fristadens advokat Knud Foldschack vurderer, at det er et naturligt skridt at gå i den nuværende situation.
Østre Landsret havde tidligere på dagen afgjort, at staten er i sin gode ret til at opsige den kollektive brugsret over Christiania, der blev grundlagt i 1971.