Formanden for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Poul Monggard, krævede i sidste uge voldsdomme til frisørmestre, der ikke sørger for, at deres ansatte brugte beskyttelseshandsker, når de håndterer kemikalier.
”Det skal overdrages til politiet og behandles som en straffesag. Det her er legemsbeskadigelse. Det er vold mod folk, og det svarer til at pande folk ned. Derfor bør behandles efter straffelovens regler,” sagde Poul Monggard.
Men de danske fængsler kommer næppe til at se flere frisørmestre i fremtiden.
Forslaget får nemlig en kølig modtagelse på Christiansborg.
"I forhold til at sammenligne det med vold mod ansatte, mener jeg, at forslaget er useriøst for at sige det mildt. Det gavner ikke sagen at lave denne sammenligning. Eksplicit vold mod ansatte er en særlig kategori, som man ikke bør devaluere,” siger eksempelvis Nadeem Farooq, arbejdsmarkedsordfører for de radikale.
V og K: Det handler om holdningen
Baggrunden for Poul Monngaards ønske er en ny PH.d.-afhandling. Den dokumenterer, dels at frisører er alt or dårlige til at bruge handsker. Dels fastslår den, at det har store konsekvenser for den enkelte frisør.
Både i Venstre og Konservative peges der på, at det er holdningen hos frisørerne, der skal ændres – ikke loven.
”Det er op til det personlige ansvar, at frisørerne selv tager handsker på, så de undgår at blive syge og måske endda bliver nødt til at stoppe med frisørgerningen. Så nej, jeg vil ikke lovgive om handskerne,” siger de konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Henriksen.
Enhedslisten: Ingen voldsdomme
I den anden ende af det politiske spekter afviser man også at sidestille manglende værnemidler med fysisk vold.
”Det er forståeligt, når Poul Monggard kalder det for vold, for det er det, når vi ved, at mange frisører får alvorlige mén af arbejdet. Desværre tror jeg, at det strafferetlige system ikke kan bruges til at straffe synderne blandt arbejdsgiverne,” siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Jørgen Arbo-Bæhr.
”Derimod skal vi straffe dem - blandt andet ved bøder - og ved gentagelses overtrædelser, kan vi forbyde dem at have en forretning i fremtiden,” siger Jørgen Arbo-Bæhr.
SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, vil stille forslag om, at der kan gives bøder for manglende beskyttelseshandsker allerede første gang, Arbejdstilsynet konstaterer problemet.
I dag får frisørsalonen typisk et påbud første gang, der konstateres en overtrædelse af reglerne for brug af værnemidler.