Mange år i en frisørsalon øger risikoen for lunge- og lymfekræft med 30 procent. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Den risiko stiger til 70 procent, hvis man har svinget saksen i en salon i mere end ti år. For lymfekræft er risikoen dobbelt så stor for frisører som for andre, og i de tal er der taget højde for andre faktorer, der kan forhøje kræft-risikoen. Til gengæld er det svært at sige, hvad der er den præcise årsag til den foruroligende statistik.
»Vi kender ikke til påvirkninger i arbejdsmiljøet, der med sikkerhed kan siges at øge risikoen for brystkræft, men organiske opløsningsmidler er under mistanke. Det er noget, der bør undersøges nærmere,« siger Johnni Hansen, der står bag undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse.
Selvom årsagen ikke er entydig, så appellerer formanden for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Poul Monggaard, til de danske politikere om at få strammet reglerne om opløsningsmidler.
»Vi ved, at mange af de kemiske stoffer, der anvendes i hårplejeprodukter i dag er giftige, miljøskadelige, allergifremkaldende og kan give kontaktoverfølsomhed. Men det har hverken frisører eller forbrugere en chance for at vide, sådan som lovgivningen er i dag,« siger Poul Monggaard.
Hul i loven
Ifølge Poul Monggaard er der nemlig et hul i lovgivningen, så kosmetiske produkter ikke skal mærkes i modsætning til andre kemiske produkter. Det ligger dog ikke umiddelbart i hænderne på det danske folketing, fordi det er EU’s politikere, der afgør, hvilke produkter der skal mærkes, og hvilke der ikke skal mærkes. Derfor er arbejdsmiljøordfører for Venstre Charlotte Antonsen også glad for EUs nye kemikaliereform REACH (Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals). Reformen har til formål at kortlægge alle kemiske produkter.
»Det tager selvfølgelig noget tid, men det er meningen, at man med REACH skal finde alle de sundhedsskadelige kemikalier og forbyde dem,« siger Charlotte Antonsen.
Men det hjælper ikke, siger Poul Monggaard.
»REACH er et fornuftigt projekt, men det uhyggelige er, at kosmetiske produkter slet ikke er omfattet af det her. De er kun omfattet af kosmetikdirektivet,« siger Poul Monggaard.