Danmarks store lønmodtagerorganisation LO er på vej op på de helt store konflikt barrikader.
Formand Harald Børsting har varslet, at samtlige medlemmer af LO, over en million, om et par uger vil lamme samtlige medlemmer af Kristelig Arbejdsgiverforening.
Konfliktens kerne er to oprørske frisørkæder, der vil lockoute ni frisører for at annulere deres LO overenskomsten, og i stedet ansætte dem på en overenskomst, som kæderne har indgået mellem Den Kristelige Fagbevægelse og Kristelig Arbejdsgiverforening.
LO er rasende
Selv om lockout en ikke er andet end en fagjuridisk teknikalitet, da man kun kan afbryde en overenskomst ved konflikt, og enkelte af de berørte frisører tidligere har sagt til Nyhedsavisen, at de er tilfredse med den nye overenskomst, så er LO rasende over det, som organisationen mener er tvang overfor frisørkædernes ansatte.
Derfor har LO varslet, at de efter påske vil forhindre, at Kristelig Arbejdsgiverforenings 800 virksomheder får leveringer fra LO medlemmer. Det vil sige, at benzintanke ikke kan få benzin, og købmænd ikke kan få dagligvarer.
De to frisørkæder håber, at LO trækker konfliktvarslet tilbage nu, hvor de ikke længere er organiseret i Kristelig Arbejdsgiverforening.
Vil destuere fagbevægelser
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, som Nyhedsavisen tidligere har talt med, mener at LO bruger de ni frisører som undskyldning for at destruere de alternative fagbevægelser en gang for alle.
Både LO og DA, Dansk Arbejdsgiverforening, er nervøse for, at Kristelig Arbejdsgiverforening får for stor magt ved at overtage branche efter branche. LO frygter således, at de kristelige først får fat i frisørbranchen og derefter vil overtage rengøring og andre brancher med mindre fagligt engagement.
Direktøren for Kristelig Arbejdsgiverforening Karsten Høgild siger til pol.dk, at han forventer LO afblæser konflikten.
Men Harald Børsting har tidligere understreget, at det ikke nødvendigvis er nok for ham, at de oprørske frisørkæder melder sig ud.