- Her er jeg.
Med disse ord manede den cubanske leder, Fidel Castro, alle rygter i jorden om, at han skulle være ved at dø - eller allerede var død - af sygdom. Den 81-årige Castro optrådte fredag aften i et timelangt tv-interview, og det er første gang i tre måneder, at Castro viser livstegn.
Selvom Castro i sin rød-blå-hvide joggingjakke var en smule bleg, virkede han ifølge nyhedsbureauet AP rask og sundere. I begyndelsen talte han langsomt og en smule usammenhængende, men da den cubanske leder var blevet varmet op, talte han både om oliepriserne og advarede den amerikanske Bush-regering mod at gå i krig med Iran. Netop snakken om olieprisen er ifølge de cubanske myndigheder et bevis på, at interviewet var optaget tidligere samme dag.
- I går var euroen 1,41 dollar. Olie omkring 84 dollar per tønde, mener jeg, sagde Castro.
Castro har ikke vist sig offentligt, men kun på tv, siden 31. juli 2006, hvor han stod over for en akut tarmoperation. Fidel Castro trådte tilbage og overlod magten til sin bror Raul, men cubanske myndigheder hævder, at magtoverdragelsen kun er midlertidig.
I interviewet talte Fidel Castro ikke meget om sin sygdom.
- Ingen ved, hvornår de skal dø, sagde han om alle rygterne, der har påstået, at Fidel Castro allerede skulle være afgået ved døden.