De lukkede frimurere i Danmark er kommet i modvind. Det sker efter, at det lykkedes en nordmand at fuppe sig til tops i den hemmelighedsfulde frimurerloge, skriver Jyllands-Posten.
Nordmanden, der kaldte sig William Green, blev i 1980’erne optaget i logen. Han fortalte, at han var englænder og Grand Officer i verdens mest anerkendte frimurerloge, United Grand Lodge of England. I Danmark fik nordmanden held til at ændre årelange traditioner og blev blandt andet tildelt den fornemme grad af Eks. Laugsmester.
Men mere end 15 år efter William Greens entre i logen begyndte en logebroder at bore i Greens fortid. Det viste sig her, at Green havde forfalsket dokumenter og prydet sig med falske ordener. Green er nu blevet forvist fra logen, men det har efterladt en grim plet på frimurerlogen. Og frimurere landet over er i strid. Formentlig fører det til en retssag mod frimurernes mest magtfulde man, stormester Hans Martin Jepsen.