Der er slet ikke nok fokus på elvernes sikkerhed på efter- og folkeskoler herhjemme.
Så klar er meldingen fra Trine Lausen Lund, der er formand for Idrætslærerforeningen under Danmarks Lærerforening.
"Det er et problem, som skolelederne ikke tager stor nok højde for. Det er et problem, at man først gør noget, når der er sket en ulykke," siger formanden for foreningen, der også organiserer mange lærere, som underviser i friluftsliv.
Den løftede pegefinger kommer i kølvandet på den tragiske ulykke i Præstø Fjord, hvor en lærer forsvandt i de iskolde bølger og mistede livet.
Han stævnede sammen med en kollega - mod alle forskrifter - ud i en dragebåd med 13 elever på det iskolde vand. 500 meter fra kysten kæntrede det følsomme fartøj og senest er det kommet frem, at eleverne blot bar svømmeveste og ikke redningsveste.
"Ulykken har virkelig skabt debat blandt os lærere, både i Idrætsforeningen og generelt. Vi taler om, hvordan vi kan sørge for, at sikkerheden er i orden overalt på skolerne. Vi har et ekstra ansvar, når vi har med børn og unge at gøre," siger Trine Lausen Lund til Newspaq.
Hun placerer det endelig ansvar hos landets skoleledere.
"Den enkelte lærer skal naturligvis bruge sin sunde fornuft, men i sidste ende ligger ansvaret for sikkerheden på skolerne hos lederne. Så den her sag må virkelig give anledning til, at lederne får tjekket, om alt er, som det skal være," påpeger hun.
Trine Lausen Lund sammenligner episoden med dragebåden med en tidligere debat om trampoliner. Dengang skulle der flere ulykker til, før der blev udstukket strammere retningslinjer.
Derfor håber hun, at ulykken i Præstø denne gang vil få lærere landet over til at gennemtænke elevernes sikkerhed, allerede inden det går galt.
I forhold til ulykken med eleverne fra Lundby Efterskole står dog fortsat masser af spørgsmål tilbage, mener hun.
"Der må simpelthen være noget, vi ikke ved. Hvorfor skulle de absolut ud i den båd på den årstid. Det synes jeg stadig, vi mangler at få besvaret," slutter hun.