Den tidligere frikirkepræst i Byens Kirke i Silkeborg, 30-årige Christian Laursen Raburn, ønsker alligevel ikke at anke den dom på tre og et halvt års fængsel, han fik i starten af marts.
Det bekræfter forsvarsadvokat Anne-Mette Larsen Rahbek til TV MidtVest.
Christian Laursen Raburn blev i Retten i Viborg dømt for seksuelle krænkelser af børn og unge fra den nu lukkede frikirke i Silkeborg.
30-årige Raburn er amerikansk statsborger, han blev derfor ud over fængselsstraffen også udvist fra Danmark.
Han blev ligeledes dømt til at samlet at betale 532.925 kroner til ofrene.
Dommen faldt 6. marts, og en uge efter meddelte den nu tidligere frikirkepræst, at han ville anke dommen. Men det har han altså nu fortrudt.
Anne-Mette Larsen Rahbek vil over for TV MidtVest ikke uddybe, hvorfor anken nu trækkes tilbage.
Raburn blev i byretten dømt efter den såkaldte skolelærerparagraf.
Den handler om at misbruge sin stilling til at opnå et seksuelt forhold med en person under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse.
I retten erkendte den tidligere frikirkepræst, at han havde haft et seksuelt forhold til flere af de unge. Han mente dog, at det skete frivilligt og som led i et ligeværdigt forhold.
Men retten mente, at Raburn havde manipuleret de unge til at følge hans anvisninger.
Sagen havde været flere år undervejs.
I 2010 begyndte de første advarselslamper at blinke hos Silkeborg Kommune, der fik indberetninger om sektlignende adfærd i frikirken.
Men politiet kunne ikke løfte bevisbyrden, og først i 2016 stod flere af de unge fra menigheden frem med konkrete anklager mod præsten.
På det tidspunkt var Raburn rejst til USA, hvor han var blevet amerikansk statsborger og var i gang med at stifte en ny menighed.
Han indvilgede dog i at vende tilbage til Danmark for at konfrontere beskyldningerne.
/ritzau/