Den ene af de to frifundne i terrorsagen fra Glostrup har sammen med sin advokat besluttet, hvilken erstatning han vil kræver efter sin uberettigede fængsling.
Kravet bliver en tredobling af den normale takst, siger forsvarsadvokat Niels Forsby, som er advokat for den 21-årige IJ, til nordjyske.dk.
Den normale takst er 600 kroner om dagen, men Niels Forsby peger på, at IJ var tiltalt for den strengeste bestemmelse i straffeloven.
- Og når det så kombineres med den omstændighed, at sagen har været af voldsom offentlig interesse, så siger vi, at det må betyde et tillæg på 200 procent, siger Niels Forsby.
Den samlede erstatning bliver derfor på cirka 735.000 kroner. Oveni kommer tabt arbejdsfortjeneste på 110.000 kroner og psykologudgifter.
Den anden af de to frikendte, den 23-årige AA, ved endnu ikke, hvor meget han vil kræve for sin 16 måneder lange, uberettigede indespærring.