Lotte Friis svømmede sig sikkert i OL-finalen i 800 meter fri i næstbedste tid, og hun fornemmer, at den britiske guldfavorit Rebecca Adlington føler sig en anelse presset forud for fredagens finale.
Adlington var kun 11 hundreddele af et sekund hurtige end Friis i kvalifikationen til finalen, og danskeren har mere at give af.
- Det gik fint. Jeg svømmede 8.21, og det er ikke nemt, men jeg føler, at der er mere i mig, siger Lotte Friis, mens hun kigger op og ser et tv-billede af Adlington, der netop er færdig med sit indledende heat.
- Hun ser ikke helt tilfreds ud. Så det er dejligt, tilføjer danskeren, der vandt bronze i Beijing, hvor briten vandt guld i verdensrekordtiden 8.14,10 minutter.
Generelt er danskeren tilfreds med det indledende heat, som hun vandt suverænt i tiden 8.21,89 minutter.
- Det gik fint. Jeg var rimelig rolig, og vi havde lagt en plan, jeg fulgte godt. Det var at svømme så rolig som muligt og at gøre det godt teknisk, så jeg brugte så få kræfter som muligt. Det lykkes godt.
Danskeren glæder sig til finalen, hvor publikum naturligvis vil støtte Rebecca Adlington.
- Jeg ved ikke, hvad jeg kan i finalen, men jeg håber på, at jeg kan svømme hurtigere og få en medalje. Så må vi se, hvad det bliver til, siger Friis.
- Jeg glæder mig til finalen, men jeg er allerede spændt og nervøs. Adlington er hjemmebanefavorit, så det kan jeg ikke gøre så meget ved. Jeg skal bare svømme mit bedste og håbe på det bedste.
Selv om Lotte Friis og Rebecca Adlington var de suverænt bedste i de indledende heats, så tør danskeren ikke sige, om andre kan blande sig i guldkampen.
- Jeg ved ikke, om det bliver en duel mellem os. Som det ser ud på tiderne, så gør det, men det kan være, at der er nogle af de andre, som ikke har givet sig helt, siger hun.
Finalen i 800 meter fri svømmes fredag aften klokken 20.45 dansk tid - som et af højdepunkterne i fredagens store finaleafsnit.
/ritzau/