Frihedspartiet, FPÖ, står til kraftig fremgang ved europaparlamentsvalget i Østrig, hvor de sidste valgsteder lukkede klokken 17.
Ifølge en prognose lavet for tv-stationen ORF stiler den afdøde Jörg Haiders parti mod en stemmeandel på lige over 20 procent. Det er markant bedre end de 12,7 procent, partiet fik ved valget til Europaparlamentet i 2009.
Centrum-højrepartiet ÖVP står ifølge prognosen til at bevare sin position som Østrigs største i parlamentet. Men partiet ser ud til at gå noget tilbage - fra 30 til godt 27 procent af de afgivne stemmer.
Det socialdemokratiske SPÖ står til at blive næststørst med et stort set uændret valgresultat på omkring 24 procent af stemmerne.
De officielle valgresultater må først offentliggøres klokken 23 over hele Den Europæiske Union. Men ORF oplyser, at deres prognose baserer sig på over 60 procent af de afgivne stemmer.
/ritzau/