Regeringen vil lave en kvalitetsreform af den offentlige sektor, men holder samtidig kommunerne i et jerngreb. Kommunerne burde i stedet få plads til at formulere deres egen kvalitetspolitik og plads til forskellighed.
Forskelligheden udtrykker nærdemokratiet – at man er villig til at betale mere for et højere serviceniveau i nogle dele af landet. Og forskelligheden er et tegn på, at nogle kommuner tør de anderledes løsninger. Kun hvis kommunerne får løsnet de snærende bånd, opstår de innovative løsninger, som regeringen efterlyser. Nye regler og regulativer vil dæmpe motivationen, og det kan trække resurserne ud af de lokale forsøgsordninger, som er så afgørende for udvikling af nye og bedre løsninger.
Som et led i kvalitetsreformen bør regeringen derfor udforme et frihedsbrev til kommunerne, der garanterer en lokaldemokratisk frihed til at vælge forskellige løsninger og kvalitetsniveauer.