De frigivne danske sømandsgidsler Eddy Lopéz og Søren Lyngbjørn og deres fire filippinske kolleger lider fysisk kun af småskavanker efter den 838 dage lange tilfangetagelse.
Det er blandt andet dårlige tænder som følge af manglende mulighed for tandhygiejne, lettere hudsygdomme efter insektbid i bushen og dårlig hygiejne.
Tre af dem har lettere halsbetændelse, som er under behandling.
Ingen af de seks søfolk lider af alvorlige sygdomme som malaria, tuberkulose, HIV eller stafylokokker og de er ved godt mod.
Det oplyser SOS International til Ritzau.
- Generelt kan vi bekræfte, at de frigivne gidsler er ved godt mod og at de forventes at blive genforenet med deres familier og pårørende i den kommende uge, hvis der ikke sker uventede tilbagefald, siger administrerende direktør i SOS International, Bo Uggerhøj til Ritzau.
De frigivne gidsler er udskrevet fra hospitalet efter at have fået tjekket deres fysiske helbredstilstand, og er nu flyttet i det som kaldes safe house. Lægerne vurderer, at alle seks krisepsykologisk er stabiliseret.
De har dog været igennem en meget lang og til tider traumatisk tilfangetagelse.
Behandlerne ser visse moderate symptomer hos søfolkene, som blandt andet lydfølsomhed og overlevelsessymptomer. Desuden afventer de tilladelse og har forhøjet vagtsomhed overfor omgivelserne.
Det er meget normalt i et reintegrationsforløb:
- I den forbindelse skal de frigivne fortsat have ro og professionel støtte. Det er klart, at fangenskab af den karakter, som de seks frigivne søfolk har været udsat for, fortsat kræver en gradvis tilbagevenden til livet i friheden, siger Bo Uggerhøj.
Kaptajn Eddy Lopéz og styrmand Søren Lyngbjørn og deres fire filippinske kolleger har fået overbragt de private genstande, som de måtte efterlade om bord på skibet Leopard ved kidnapningen.
De var meget glade for at gense deres ejendele, lyder det fra Bo Uggerhøj.
I den fase, som de frigivne gidsler nu går ind i, er der fortsat fokus på deres psykiske tilstand. De bliver forberedt på den massive opmærksomhed, de vil opleve, når de kommer hjem og specielt, hvordan de kan forsøge at håndtere den og pressen.
De bliver også trænet i at træffe deres egne beslutninger igen, og de bliver forberedt på mødet med deres familier.
/ritzau/