Borgere og trafikanter på Nørrebro kan om få dage atter færdes frit i bydelen, uden at politiafspærringer på Jagtvej hindrer deres færdsel. Så snart Ungdomshuset er jævnet med jorden, og grunden er ryddet, trækker Københavns Politi sig tilbage. Det oplyser vicepolitiinspektør Flemming Steen Munck, der er talsmand for Københavns Politi.
»Vi er der for at sikre, at det arbejde, der er i gang, kan udføres. Når huset er nede, og de er færdige med at arbejde på grunden, betragter vi vores opgave som løst,« siger Flemming Steen Munck, der ikke vil gætte på, præcis hvor længe der går, inden politiet trækker sig. Ungdomshuset forventes dog at være jævnet med jorden allerede fredag, oplyser Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
»Jeg har talt med entreprenørerne bag nedrivningen, og deres plan er at være færdige på fredag,« siger han.
Derefter kommer grunden på Jagtvej 69 formentlig til at ligge tom et halvt til et helt år, inden frimenigheden Faderhuset er klar til at påbegynde et nyt byggeri. Det sagde Faderhusets leder, Ruth Evensen, på et pressemøde i går. Grunden får dog ikke nødvendigvis lov til at ligge i fred så længe.
Ny uro ved grund
De unge har endnu ikke meddelt, om de vil forsøge at besætte grunden, når politiet rømmer den. Mandag formiddag var der dog løse rygter i gruppen af unge, der grædende var vidne til nedrivningen.
»Vi laver en sit-down-strejke midt på grunden, når de er færdige,« sagde 16-årige Isis, der er kommet i Ungdomhuset i tre år.
Et helt andet spørgsmål er, om de unge vil forsøge at hindre arbejdet, når byggeriet af Faderkirkens hus begynder. Og om politiet til den tid bliver nødt til at vende massivt tilbage i hele byggeperioden.
»Der kan måske opstå nye problemer, når der skal bygges på grunden. Men det tager vi, som det kommer,« siger Flemming Steen Munck.