Politi og parkeringsvagter i de største byer, skriver ingen afgifter og bøder ud, hvis vinteren dækker din bil. De må nemlig ikke røre den og kan derfor ikke børste sneen væk. Så på den måde kan du parkere uden en gyldig p-licens eller parkeringsbillet.
"Som udgangspunkt vil vi ikke røre ved folks biler af hensyn til at pådrage os noget ansvar eller nogen diskussion overhovedet, om en eventuel skade på en bil er lavet af os. Eller om den var der i forvejen," siger Niels Richard Madsen, ekspeditionssekretær i Teknik og Miljø i Århus Kommune, som står for parkeringskontrollen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Heller ikke hos parkeringsvagterne i København eller på Fyn rører de bilerne, hvis sneen forhindrer dem i at se gennem forruden.
På Fyn er det politiet, som står for kontrollen. Her er Ole Wisbech vicekriminalkommissær og chef for parkeringskontrollen.
"Vi gør ikke mere, end det vi kan se os ud af. Men vi skriver jo fortsat bøder, hvis det er tydeligt markeret, at her er det forbudt," siger han til Newspaq.
Som i andre byer ophører parkeringsafgiften og bøderne ikke foran porte, brandhaner og gule streger i snevejr, med mindre det er helt umuligt at se dem. Men der er altså frit lejde til ikke at have en gyldig parkeringsafgift eller -billet, når sneen gør det umuligt at se dén.