De fleste danskere er tvunget til at holde en del af deres årlige fridage på bestemte dage såsom påske, pinse og Kristi himmelfartsdag. Man burde i stedet give alle fuld frihed til selv at bestemme, hvornår de vil holde fri.
Vi har netop overstået en påske, som mange danskere slet ikke har noget forhold til. Nogle fordi de ikke er religiøse, andre fordi de har en anden religion, og så er der alle dem, der slet ikke ved, hvorfor vi fejrer påske. Og sikkert endnu færre, der ved, hvorfor vi fejrer pinse eller store bededag.
Traditionen om fridage ved helligdage stammer fra en tid, hvor kongen skulle sikre folk mod, at arbejdsgivere tvang dem til at arbejde, så de ikke kunne komme i kirke.
I dag går de færreste i kirke, mange aner ikke, hvad helligdagene markerer, og hvis de endelig vil i kirke, så kan de tage en fridag.
Hvis de officielle fridage i forbindelse med helligdage blev lagt oven i puljen med andre fridage, kunne folk frit aftale med deres arbejdsgiver, hvornår de ville holde fri, og dermed have mulighed for for eksempel at lægge dagene i forlængelse af hinanden og få en ferie, hvor de bedre kunne få stress og hverdag ud af kroppen. De, der vil i kirke, kan jo bare fortsætte med at lægge deres fridage på helligdagene.