Et flertal i Folketinget vil have undersøgt, hvorfor flere og flere lande i Europa begynder at bruge lægeordineret heroin som en del af behandlingen af de hårdeste narkomaner. V og K tilslutter sig et forslag fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, som hun har stillet efter en natlig rundtur på Vesterbro.
Pia Kjærsgaard peger på, at hendes ønske om at få undersøgt området ikke betyder, at hun siger ja til lægeordineret heroin nu.
»Jeg har været på Vesterbro i fire timer en nat Det er rædselsfuldt. Forfærdeligt. Det er så modbydeligt, at det ikke er til at beskrive. Men bliver det bedre med lægeordineret heroin? Det er jeg i tvivl om,« siger Pia Kjærsgaard til Berlingske Tidende.
V og K bløder op
Regeringen har hidtil afvist al snak om lægeordineret heroin. V og K er fortsat ikke parat til at påbegynde forsøg i Danmark, men ser positivt på at få undersøgt erfaringerne fra udlandet.
»Vi skal først og fremmest sikre os, at stofmisbrugere har et klart og seriøst behandlingstilbud. Når det er på plads, kan det da godt være, at der er en restgruppe, som hverken kan eller vil behandles, og som vi må diskutere, hvad vi så gør med. Mens vi venter på det, kan vi da godt få undersøgt, hvilke erfaringer, der er i udlandet med lægeordineret heroin,« siger Tom Behnke (K).
Oppositionen er klar til forsøg med fri heroin.
»Det handler om en mentalitetsændring fra at forfølge narkomaner som kriminelle til at opfatte dem som syge, der er afhængige af et stof,« siger SF s sundhedsordfører, Kamal Qureshi, til tv2.dk.