- Skal vi ikke holde os til, hvad jeg siger?
- Hvorfor skal i journalister hele tiden rippe op i fortiden.
- Det har jeg altså aldrig sagt.
Louise Frevert blev tydeligt provokeret, da spørgerunden efter pressemødet begyndte at cirkle om de markante meningsforskelle mellem DF og CD - ikke mindst når det gælder indvandrere og EU. Flere journalisterne lød lettere vantro over, hvordan hendes holdninger og værdier skulle passe sammen med et parti, der går glødende ind for EU og har en formålsparagraf om at værne om minoriteter.
Gået på klingen erklærede Louise Frevert sig enig med CD i det meste.
- Om jeg er glødende EU-tilhænger? Jeg er et kosmopolitiks menneske, men har aldrig beskæftiget mig særlig meget med EU. Men det giver sig selv, at vi er et lille land, der ikke kan klare sig alene, så jeg går selvfølgelig ind for EU. Men glødende og glødende - der er jo altid modifikationer, sagde Louise Frevert.
Hun hævdede endvidere, at hun intet har imod Islam og muslimer - kun islamisme og ekstremister.
- Mit mantra er integration, integration, integration. Og uddannelse, uddannelse, uddannelse, sagde Louise Frevert og fremhævede, at hun har haft en arabisk barnepige, har boet i Mellemøsten og været professionel mavedanser.
CD s formand, Ben Haddou - der selv har skiftet mellem De Konservative og CD - forsøgte at forsvare sit nye - og eneste - folketingsmedlem. Han angreb medierne for at gå hårdere til Louise Frevert end andre politiske konvertitter som Nasser Khader og Karen Jespersen. Og gav udtryk for at CD s holdninger til islam let kan forenes med Freverts.