Skrevet i samarbejde med Morten Skærbæk
Louise Freverts farvel til Dansk Folkeparti er ikke nødvendigvis et farvel til politik.
Den 53-årige politiker har stadig masser af lyst til at blande sig i den offentlige debat, fortæller hun i et interview med Avisen.dk.
- Hvis der er politiske partier, der ringer med et tilbud, vil jeg være åben. Jeg afviser intet, siger hun
Louise Frevert vil ikke sætte navne på hvilke partier, der kunne være interessante for hende. Hun har tidligere været medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti, før hun i 1999 meldte sig ind i Dansk Folkeparti.
Hun vil nu fortsætte som løsgænger i Folketinget og Borgerrepræsentation:
- Jeg brænder for politik. Det har jeg gjort, siden jeg var helt ung, og jeg vil helt sikkert også fremover have med politik at gøre på en eller anden måde. Der er jo mange mennesker, der godt kan lide mig og mine holdninger – det kan man jo se på stemmetallene, siger Frevert, der dog endnu ikke har fået konkrete invitationer fra andre partier.
Ved det seneste valg i februar 2005 fik Louise Frevert 7.948 personlige stemmer i Frederiksborg Amt. Dermed var det kun Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard, der fik flere personlige stemmer i Dansk Folkeparti.
Frevert leger dog også med tanken om helt at droppe politik og gå ind i det private erhvervsliv, fortæller hun til Avisen.dk. Frevert har tidligere været selvstændig erhvervsdrivende - blandt andet som stifter og indehaver af Danmarks Mavedanserskole.
Med sin nye bog ’Grib chancen’ retter Louise Frevert en sønderlemmende kritik af DF-ledelsen – i særdeleshed Pia Kjærsgaard, hvis kolde og kyniske ledelesesstil er hovedårsagen til, at Frevert har meldt sig ud af partiet.