Skrevet i samarbejde med Kaare Sørensen, kaso@avisen.dk
Bag Louise Freverts højlydte farvel til Dansk Folkeparti ligger tilsyneladende et bittert personligt opgør med partiformand Pia Kjærsgaard.
Ifølge ugebladet Se og hør hænger Frevert sin nu tidligere partileder ud i sin nye bog ’Grib chancen’, der udkommer onsdag. Her skriver Frevert blandt andet:.
- De, der som jeg stikker næsen for langt frem, oplever hendes utiltalende sider for fuld udblæsning og undrer sig over, at hun formår at skjule dem for offentligheden. Hidsigheden. Foragten. Hendes iltre nedladenhed. Det skingre raseri.
- Vi møder kun mistænksomhed og evindelig kritik, afleveret med hendes vrede øjne, sammenbidte ansigt og et lille forurettet kast med håret. Hun formår ikke at opbygge tillid, men spreder tværtimod frygt og modvilje.
Det er dog ikke alle partimedlemmer, der skal frygte den temperamentsfulde formand. I Dansk Folkeparti er der nemlig forskel på folk, hævder Frevert i bogen:
- Pia Kjærsgaard har et intellektuelt mindreværd, som får hende til at nære dyb beundring for akademikere. Især lynende intelligente akademikere som Kristian Thulesen Dahl. Ham hverken kan eller tør hun bosse rundt med, skriver Frevert ifølge Se og hør.
Ifølge Louise Frevert har Pia Kjærsgaard med sin hårde ledelsesstil skabt en stemning af frygt blandt de menige medlemmer af folketingsgruppen.
- Mens hun selv nyder at få personlig ros og anerkendelse, er hun komplet ude af stand til at give opbakning og skulderklap til andre.
- Al den negativitet, hun har spredt i folketingsgruppen og i organisationen, vil på et tidspunkt vende sig mod hende. Fremdriften, de nye ideer og begejstringen bliver kvalt under hendes glædesløshed, skriver hun videre.
Bitter Frevert
Freverts udlægning vækker dog ikke genklang blandt de medlemmer af folketingsgruppen, som Nyhedsavisen talte med tirsdag.
De tegner i stedet et billede af Frevert som en såret og bitter person, som ikke vil tage konsekvensen af sine handlinger, efter at hun i 2005 kaldte muslimer for kræftknuder og efterfølgende fik frataget sine vigtigste poster i partiet.
- Jeg er altid ked af, at vi bliver én mindre, men hvis hun er så utilfreds, så er det anderkendelsesværdigt, at hun tager konsekvensen af det, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, der afviser Louise Freverts beskyldninger som helt virkelighedsfjerne .
Det er kun 11 dage siden, Morten Messerschmidt forlod Dansk Folkeparti. Forinden havde Søren Krarup kaldt homoseksuelle for handicappede, og også Mogens Camre har markeret sig med uheldige udtalelser, som partiet tog afstand fra.
- Dansk Folkeparti har satset på en brutal ledelsesstil, og uenighederne kunne godt være løst kønnere. En af omkostninger er, at der bliver hældt en skidtspand ud over partilederen. Det kan godt blive belastende for Pia Kjærsgaard i længden, siger Erik Meier Carlsen, politisk kommentator.