Louise Freverts dramatiske udmeldelse af DF dækker ikke kun over dyb utilfredshed med formand Pia Kjærsgaards ledelsesstil.
Udmeldingen skyldes også, at Frevert er godt og grundigt træt af højrefløjen i partiet – anført af præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe.
»De har et ufatteligt gammeldags syn på kvinder og homoseksualitet. På mange måder er de præcis lige så fundamentalistiske som de fundamentalistiske muslimer. Deres syn på ligestilling er dybt diskriminerende,« siger Frevert.
Og ifølge hende selv står hun ikke alene med den holdning.
»Der er jævnligt brok i krogene, hvor folk giver udtryk for, at de synes, præsterne er gået for vidt. Men ingen tør sige noget,« siger Louise Frevert.
Ifølge Frevert selv er eksempelvis folketingsmedlemmerne Karin Nødgaard og Tina Petersen blandt hendes meningsfæller, mens højrefløjen ud over præsterne blandt andre tæller den unge Martin Henriksen.
Louise Frevert henviser blandt andet til Søren Krarups udtalelser om homoseksuelle som handikappede i Nyhedsavisen forleden.
»Det er for mig ufatteligt, at de får lov til at slippe af sted med sådanne udtalelser. Pia Kjærsgaard burde have givet dem mundkurv på forlængst, siger Frevert, der dog ikke får meget opbakning fra medlemmerne af Dansk Folkeparti.
Afviser brutalitet
Efter et gruppemøde i går afviste mange medlemmer beskyldningerne om, at DF skulle være et »rædselsregime« under brutalt styre af Pia Kjærsgaard, som Frevert hævder i bogen Grib chancen . Tina Petersen og Karin Nødgaard ønsker heller ikke over for Nyhedsavisen at kommentere Freverts udtalelser om dem.
Søren Krarup vil til gengæld gerne kommentere beskyldningerne om, at han skulle være mandschauvinistisk:
»Det er vidnesbyrd om et kvindemenneske, der er psykisk fuldstændig ude af balance,« siger han.
Politisk kommentator Erik Meier Carlsen tror dog heller ikke, at partiet står lige foran en splittelse.
»Men det er jo velkendt, at partiet har store interne modsætninger. Præsterne har et dybt borgerligt udgangspunkt, mens mange andre, heriblandt Pia Kjærsgaard, har et klassisk socialdemokratisk udgangspunkt. På mange måder er partiledelsen utvivlsomt uenige med præsterne, men da de samtidig tilfører partiet et intellektuelt skær og desuden falder i god jord hos mange vælgere, kan de slippe af sted med meget, siger han.