Men klimaspørgsmålet bliver mere og mere aktuelt, leder stadig flere rejsende efter alternativer til de ganske forurenende flyrejser.
En af mulighederne kunne være at tage et luftskib. Det håber det britiske selskab, Hybrid Air Vehicles (HAV) i hvert fald. Ifølge CNN vil firmaets luftskib, Airlander 10, efterlade et klimaaftryk, der er op mod 90% mindre end traditionelle passagerfly.
Airlander 10 vil kunne rumme 100 passagerer ad gangen – og de vil få masser af plads at boltre sig på. Og kan ovenikøbet glæde sig over mageløs udsigt fra vinduerne, der går fra gulv til loft.
Airlander bliver ikke sat ind på lange ruter eller ruter, der allerede er forbundet via højhastigheds jernbaner. Men mulige ruter kunne i stedet være Liverpool-Belfast eller Stockholm-Oslo.
Luftskibet har en tophastighed på omkring 150 kilometer i timen. Så en rejse mellem Liverpool og Belfast på 271 kilometer vil vare i alt fem timer og 20 minutter. Inklusiv checkin og transport fra centrum til centrum.
En af fordelene ved luftskibene er, at de ikke kræver en lufthavn. De kan lette og lande på områder, der bare skal være nogenlunde flade. Det kunne også være vand.
Firmaets plan er at have tre skibe i luften allerede i 2023 – og to år senere kan de begynde at tage passagerer ombord. Firmaet er allerede blevet godkendt af de britiske luftfartsmyndigheder.
Og så er der det med prisen - den skulle ifølge firmaet blive inden for spektret af eksisterende rejseformer.
Luftskibet set ude fra. Ritzau Scanpix