De seneste tal for erhvervstilliden i Grækenland, Spanien og Italien tyder på, at der er bedre tider på vej, og det kan have en positiv afsmitning på Danmark. Det skriver Børsen.
- Nu sker det, at der er begyndt at komme mere vækst i Sydeuropa, og det vil helt sikkert gavne den tyske økonomi, siger Jacob Warburg, cheføkonom i Udenrigsministeriet til Børsen.
Selv om Danmark ikke har en stor direkte eksport til Sydeuropa, eksporterer danske virksomheder indirekte. Det sker ved, at virksomheder i Danmark producerer dele til forskellige maskiner, som bliver bygget i Tyskland og eksporteret videre til de sydeuropæiske markeder.
Tyske væksttal har været påvirket af krisen men blev holdt nogenlunde stabile af eksporten til BRIK-landene, mens Europa gik i stå.
- Der er ingen tvivl om, at den sydeuropæiske gældskrise gjorde, at vi i en periode også fik Tyskland trukket ned i suppedasen. Så det er rigtig positivt at se, at Tyskland nu trækker som før, og vi forhåbentligt kan vende tilbage til en situation, hvor vi kan koble os på det tyske væksttog igen, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, til Børsen.
Newspaq