Den tidligere fodboldstjerne Olof Mellberg bliver manager i Fremad Amager.
Det skriver 1. divisionsklubben på sin hjemmeside.
Mellberg spillede i slutningen af sin aktive karriere i FC København, men har også store klubber som Aston Villa, Juventus og Villarreal på cv'et.
I Fremad Amager får rollen som manager, mens Azrudin ”Vali” Valentic bliver "first team coach".
De to kender hinanden fra tiden i den svenske klub IF Brommapojkarna.
- Efter to år som cheftræner for Brommapojkarna har jeg brugt min tid på at følge fodbolden, og det gælder især Fremad Amager, hvor jeg har fulgt min gode ven "Vali" og holdets præstationer tæt, siger Mellberg til klubbens hjemmeside.
- Nu føler jeg, at tiden er inde til at vende tilbage til fodboldverdenen, og jeg ser Fremad Amager som en fantastisk klub til at returnere.
- Jeg vil gerne takke ejerne og ledelsen for denne mulighed og håber, at jeg i samarbejde med staben, spillerne og fansene kan opleve stor succes, siger den tidligere forsvarsspiller.
Klubdirektør Michael Jahn er stolt over, at Fremad Amager kan tiltrække et navn af Mellbergs kaliber.
- Vi ser det som en stor bedrift at kunne tilkoble Mellberg til vores sportslige setup. Vi tror på, at det vil gavne både ledelsen, truppen og fansene med denne signing, siger Michael Jahn.
Fremad Amager var en del af topstriden i den forgangne sæson, men endte som nummer fem i landets næstbedste fodboldrække.
/ritzau/