Politikerne vil tale deres sag, familier vil samles på græsset i landets parker, og de fleste vil drikke fadøl. Og så vil de røde faner formentlig få selskab af røde næser på arbejdernes internationale kampdag.
Vi kan nemlig forvente høj sol over hele landet, siger seniorklimatolog fra DMI, John Cappelen.
"Arbejdernes Internationale Kampdag bliver i solskin. Vi kan forvente en ganske lun dag, med temperaturer på mellem 15 og 20 grader og kun svag til jævn vind. Med andre ord en rigtig behagelig dag at være ude i," siger han til Newspaq.
Vejret bliver så godt, at det såkaldte UV-indeks ligger på 4,5. Det betyder, at intensiteten af solens skadelige stråler er moderat.
Derfor har metrologen også ét godt råd til 1. maj-deltagere.
"Det vil være en god idé med solbeskyttelse," siger John Cappelen.
Det råd er hermed givet videre til blandt andre de op mod 100.000, som LO forventer vil møde op til landets største 1. maj-fest, der foregår på plænerne i Fælledparken i København.