Hvis Caroline Wozniacki skal tilbage til tennistoppen efter netop at være dumpet ned på verdensranglistens fjerdeplads, har hun brug for hjælp.
Det mener hendes tidligere assisterende træner og hitting partner, Fredrick Fetterlein, som selv har spillet tennis på et professionelt plan, skriver sporten.dk.
"Når jeg ser kampene, så har Caroline nogle fejl, der skal rettes op. Hun står for langt fra baglinjen og flugter for dårligt. Det skal laves om, og der synes jeg, der skal en specialtræner ind. For eksempel en type som Pat Cash. Ham skulle man have brugt, da han var ledig," siger Fredrick Fetterlein til sporten.dk.
Caroline skal blive bedre til at udnytte sin gode fysik, når hun spiller de svære kampe mod verdens bedste spillere, som hun har tendens til at tabe, vurderer eks-træneren.
"Hun skal spille som Martina Hingis gjorde i gamle dage. Carolines våben skal være at få rørt sine fødder," siger Fetterlein med tanke på den tidligere verdensetter fra Schweiz, der dominerede kvindetennis i slutningen af 1990'erne.
Caroline Wozniacki har allerede taget det første skridt i sit come-back ved at fyre toptræneren Ricardo Sanchez, uddyber Fetterlein. Hun træner nu igen med sin far, Piotr Wozniacki, og Fredrick Fetterlein erkender, at en specialtræner næppe kan erstatte faderens rolle i Carolines træning.
"Caroline har det skide godt med Piotr. Det er svært for en træner at komme udefra. Det er jo Piotr, der stod op kl. 6 om morgenen i en lille lejlighed og lavede æg til Caroline. Det er ham, der er manden bag den helt store succes, de har sammen. Jeg tror, det er svært at gå ind og røre ved deres bånd, når de er kommet så langt fra bunden af," siger Fredrick Fetterlein, som mener, at Caroline skylder sin succes til faderen.
"Det er jo Piotr, der har skabt Caroline. Hun var ikke kommet i nærheden af sin succes uden Piotr," siger Fetterlein, som har kendt Caroline Wozniacki siden hun var en lille pige.
Kilde: sporten.dk