Kronprins Frederik kan med rette bede sin nærmeste ven Jeppe Handwerk om at give en omgang i byen - og noget tyder på, at det sagtens kan blive til en dyr flaske champagne.
Kammeraten Jeppe Handwerk har netop vendt et mega underskud til et overskud i sit firma 'Copenhagen Group A/S'.
Handwerk har forskellige selskaber under firmaet, som tjener penge på at servicere Nato og FN i forbindelse med valg og krig. På bare et år er 'Copenhagen Group A/S' gået fra at være en dårlig til en god forretning for kronprinsens nære ven.
Firmaets underskud på 24,3 millioner er vendt til et overskud på knap 4,3 millioner, hvilket er en forbedring på mere end 29 millioner kroner på et år.
Det skriver Ekstra Bladet.
Samtidig har Jeppe Handwerks firma reduceret dets gæld fra 104,3 til 37 millioner kroner.
Kronprinsens kammerat ejer selv 52 procent af firmaet, mens medinvestoren, it-milliardæren Peter Bang, ejer 32 procent. Jeppe Handwerks kone Birgitte ejer de resterende 16 procent af 'Copenhagen Group A/S'.