Onsdag aften på byrådsmødet måtte Frederikshavns borgmester Erik Sørensen komme med dårligt nyt. Der skal spares 110 millioner, og det kommer til at gøre ondt. Der skal fyres 200 personer i kommunen, og overalt skal der strammes op.
Sindslidende, pårørende og medarbejdere inden for socialpsykiatrien gik i fakkeloptog til byrådsmødet, og på rådhuspladsen demonstrerede utilfredse HK'ere.
"Jeg er meget enige med alle jer, der protesterer. Der ér ikke luksusforbrug i Frederikshavn Kommune, men det tæller ikke. Det er det værste, jeg har været med til," sagde borgmesteren ifølge nordjyske.dk.
Han lovede at lytte til sine medarbejdere, og vil tage fat på radikale ændringer af den kommunale struktur, som skoler og institutioner. Borgmesteren bebrejder regeringen.
"Rammerne er bestemt af regeringen. Vi må ikke øge indtægterne og er nødt til at skære i udgifterne. Samtidig fungerer udligningsordningen, der skulle mindske forskellen mellem rige og fattige kommuner, ikke," sagde han.