Statsminister Mette Frederiksen (S) og partiformand Morten Messerschmidt (DF) delte tirsdag et øjeblik sammen i Folketingets spørgetime, som fik resten af Folketingssalen til at bryde ud i latter.
De blev begge enige om, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) gerne vil tage et skridt op ad rangstigen og blive statsminister, men at det er bedst, at han ikke bliver det.
- Så tror jeg, spørgeren (Messerschmidt, red.) har ret i, at udenrigsministeren gerne vil være statsminister. Det er jeg pinligt bevidst om, at udenrigsministeren rigtigt gerne vil. Men nu er det nu en gang mig, der er statsminister, sagde Mette Frederiksen.
- Og det har jeg tænkt mig at blive ved med at være i denne valgperiode, og jeg vil også forsøge et genvalg derefter.
Kort forinden havde Messerschmidt givet statsministeren en opsang, fordi hun ikke svarede direkte på spørgsmålene, hun blev stillet af de andre partiledere.
Hun var blandt andet blevet spurgt til uenigheder i regeringen og sorgorlov, hvilket flere partiledere følte, at hun ikke svarede klart på.
- Statsministeren har en udenrigsminister, som hellere vil være statsminister end statsministeren selv, sagde Messerschmidt som bevis for, at det er reelt at spørge til uenighederne.
Messerschmidt var dog glad for svaret fra statsministeren, da DF-formanden har givet en klar "garanti" for, at han ikke vil pege på Lars Løkke Rasmussen.
- Så kan det være, det slutter helt salomonisk, for nu kommer vi ind på et område, hvor statsministeren og jeg er rørende enige. Nemlig at udenrigsministeren ikke skal være statsminister, sagde Messerschmidt, hvorefter Salen brød ud i grin.
Det er dårligt nyt for den borgerlige opposition, som kæmper med at få Venstre og Løkke til at præsentere sig som et reelt alternativ til en socialdemokratisk ledet regering.
Løkke var ikke fysisk til stede i Folketingssalen.
Under valgkampen i 2022 forholdte Løkke sig ikke til sine ambitioner, men sagde blot, at det ikke var realistisk at blive statsminister. Moderaterne fik dog et godt valg, hvor der var brug for Løkke for at danne en regering over midten.
/ritzau/