Hovedprioriteten for den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), på et EU-topmøde søndag vil være at skaffe et topjob i EU til en dansker.
- Der er både stærke europæiske interesser på spil og stærke danske interesser. Så jeg skal ret hurtigt hen over at være den nye i klassen, og så skal jeg gøre, hvad jeg kan, så de danske interesser varetages bedst muligt, siger Frederiksen.
Hendes forgænger som statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), kan være et bud.
Men mest oplagt er EU's danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, siger statsministeren.
- Vi kæmper for Margrethe Vestager, siger Mette Frederiksen.
Vestager er flere gange blevet nævnt, blandt andet af den franske præsident, Emmanuel Macron, som en af hovedkandidaterne til posten som formand for EU-Kommissionen.
- Vestagers navn er på bordet, og hun er en anerkendt kandidat også langt ud over Danmarks grænser, siger Frederiksen.
Før mødet er det kommet frem, at Tyskland, Frankrig, Spanien og Holland har lavet et fælles forslag til fordelingen af topposter.
I forslaget står hollandske Frans Timmermans, der ligesom Mette Frederiksen er socialdemokrat, til at få topjobbet i EU-Kommissionen. Det sætter statsministeren i et dilemma mellem partipolitiske - og nationale interesser.
- Men rækkefølgen bliver nødt til, synes jeg, at være sådan, at hvis vi kan få en dansk repræsentant ind i ledelsen af det europæiske samarbejde, så er det det, vi kæmper for.
Det er Mette Frederiksens første topmøde i EU.
- Man er lidt mere ydmyg, end jeg ville være i andre sammenhænge, siger Frederiksen, som "vil lytte først".
Foruden posten i EU-Kommissionen skal EU-lederne diskutere navne til tre andre topjob. Der skal findes en ny EU-præsident, ny udenrigschef for EU og en ny formand for Den Europæiske Centralbank.
/ritzau/