Fodboldklubben FC Köln hentede søndag det første point i Bundesligaen i denne sæson.
Frederik Sørensen spillede hele kampen for bundholdet, der spillede 0-0 ude mod Hannover 96.
Den danske forsvarsspiller indkasserede en advarsel i første halvleg.
FC Köln havde tabt sæsonens første fem ligakampe, men i den sjette kamp formåede holdet altså omsider at komme på pointtavlen.
Köln er fortsat sidst i Bundesligaen med et point, mens Hannover 96 er nummer fire med 12 point.
FC Köln har efter salget af angriberen Anthony Modeste til kinesisk fodbold i sommer haft meget svært ved at finde vej til netmaskerne.
Den franske målmaskine lavede 25 ligamål i sidste sæson, mens Köln i denne sæson kun har scoret en enkelt gang i de første seks ligakampe.
HSV tabte for fjerde kamp i træk, da det blev til et klart 0-3-nederlag ude til Bayer Leverkusen, der har syv point.
HSV har seks point.
/ritzau/