Det oplyser Bikubenfonden, der gav uddelingen som bryllupsgave til det nuværende kongepar i 2004.
Fejring bliver der dog, idet prisuddelingen i år afløses af en koncert på spillestedet VEGA i København. Her vil Frederik og Mary være til stede for at fejre de 61 tidligere modtagere af Kronprinsparrets Priser - og for at markere at parret nu er blevet et kongepar.
Kongeparret og tidligere modtagere af Kronprinsparrets Priser vil tage plads på scenen og blandt publikum, og aftenen vil byde på musikalske øjeblikke, overraskelser og indblik i den forskel, der er skabt for rigtig mange mennesker gennem årene, der er gået.
På scenen kan man blandt andre opleve Jada og Emma Sehested Høeg, der tidligere har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspriser og Tina Dickow, der i 2008 fik Kronprinsparrets Kulturpris. Men også dansk musiks nye stjerneskud på live fronten, Zar Paulo, indtager VEGA og giver koncert.
Koncerten foregår den 5. november kl. 20.00 og sendes lørdag 9. november kl. 21.00 på DR1 og DRTV.