Dannebrog vajer over det danske land tirsdag, hvor kronprins Frederik fylder 52 år. Men ligesom alle andre fødselarer i denne tid, bliver intet som det var planlagt eller plejer.
Da kronprinsen for to år siden rundede 50 år, blev det fejret med et folkeløb – Royal Run. Interessen og opbakningen blev så stor, at man besluttede sig for at gøre Royal Run til en årlig begivenhed. Men i år kommer Frederik ikke til at løbe nogle steder med sit folk.
Først valgte kongehuset at udsætte løbet til efteråret, men nu er det helt aflyst.
I stedet for at løbe adskillige distancer rundt omkring i landet, må Frederik formodentlig nøjes med at fejre sin fødselsdag med sin allernærmeste familie.
Det kommer til at foregå i Kancellihuset ved Fredensborg Slot, hvor han og familien flyttede tilbage til i april.
Frederiks fødselsdag er ikke den eneste royale begivenhed der har måtte lade livet i forbindelse med den globale coronakrise.
Dronningens 80-års fødselsdag i april måtte også aflyses. Margrethe måtte nøjes med en beskeden middag sammen med sine to børn og svigerdøtre på dagen.
I England har prinsesse Beatrice været nødt til at udskyde sit bryllup grundet corona. Det samme har dronning Anne-Maries datter, prinsesse Theodora, der skulle havde stået brud i den foregående weekend i Grækenland.