Sommeren er kraftigt ved at gå på hæld, men for Frederik Fetterlein blomstrer amorinerne tilsyneladende i fuldt flor.
På sin Facebook-profil skriver den konkursramte tidligere tennisspiller, at han er "Happy in love :)".
Men den ellers så glædelige opdatering giver dog anledning til en vis mystik. For hvem er det, han har kastet sin kærlighed på?
Den 8.august bekræftede Fetterlein over for Ekstra Bladet, at han er kæreste med den 18 år yngre Michella, som han har mødt gennem sine venner. Her kaldte han forholdet for "seriøst".
Men på den 41-årige playboys Facebook-profil skrev han i mandags et hjerte på den 24-årige model Christina Odoricos profil.
Christina Odorico er blandt andet kendt som den smukke model fra TV 3-programmet 'For Lækker til Love', hvor man fulgte hende i jagten på kærligheden. Det kan være, at hendes jagt nu er indstillet.
Frederik Fetterlein skulle i februar i år have været gift med ekskæresten Charlotte Damberg. Men det bryllup blev aflyst kort tid inden, angiveligt fordi Charlotte Damberg havde svært ved at håndtere scorekongens uhæmmede flirten med smukke unge piger.