Den danske NHL-målvogter Frederik Andersen stod en kanonkamp for Toronto Maple Leafs, da holdet en smule overraskende udlignede til 1-1 i slutspilsserien mod grundspilsvinderne fra Washington Capitals.
Washingtons Lars Eller sendte fire skud afsted mod sin landsmand i opgøret, som Toronto vandt med 4-3 efter dobbelt overtid.
Finnen Kasperi Kapanen blev med sin anden scoring i kampen helten for gæsterne efter mere end halvanden times intens ishockey.
Frederik Andersen reddede hele 47 skud af de 50 forsøg, som modstanderne sendte afsted, og hans holdkammerat Jake Gardiner roste efterfølgende den danske mastodont i målet.
- Han gør det let for os. Han var med afstand vores bedste spiller i kampen, lyder de rosende ord fra Gardiner på pressekonferencen efter kampen.
Toronto tabte den første kamp i Washington efter overtid, og med udligningen til 1-1 i kampe er vejen til en overraskelse blevet noget kortere.
- Det var et stort comeback efter den første kamp, og vi viste, at vi kan presse dem, siger Frederik Andersen.
- Det gør en kæmpe forskel (at vinde, red.). Man har ikke lyst til at være nede med 0-2. Nu har vi taget hjemmebanefordelen væk fra dem, men vi skal fortsætte med at blive bedre.
Der spilles bedst af syv kampe i slutspilsserien, og de to næste kampe i serien skal spilles i Toronto.
Kan Frederik Andersen og holdkammeraterne snuppe to hjemmesejre i de kampe, vil der være et kæmpe pres på Lars Eller og co., der har været det bedste hold i NHL i grundspillet.
/ritzau/