Herningenseren Frederik Andersen blev kåret som en af NHL's "tre stjerner i kampen" mod ligaens forsvarende mester, Pittsburgh Penguins, natten til søndag dansk tid.
Toronto Maple Leafs og Andersen vand 2-1 over mesterholdet.
Den danske målmand tog da også næsten alt, der kom i hans retning fra det normalt sprudlende hold fra Pittsburgh, der igen i år er med helt i toppen af NHL.
Hele 33 redninger præsterede danskeren. Han snuppede også et straffeslag fra Pittsburghs Carl Hagelin ved stillingen 0-0.
Efter den regulære spilletid, der endte 1-1, dukkede Torontos Jake Gardiner op i den forlængede spilletid, og han afgjorde kampen. 2-1 endte affæren til Toronto.
Det blev en anderledes målrig kamp, da Detroit Red Wings tog imod Anaheim Ducks i bilbyen natten til søndag dansk tid.
6-4 vandt Detroit Red Wings, og danske Frans Nielsen fik en af hovedrollerne.
Efter en tæt kamp satte danskeren den afgørende scoring til 6-4 ind ni minutter før tid.
32-årige Nielsen stod parat foran mål, da to afslutninger fra Detroit blev reddet af Anaheims målmand.
Tredje gang var dog lykkens gang for Detroit, og Nielsen prikkede nemt pucken ind i målet.
Lars Eller og Washington Capitals formåede ikke at forlænge en stribe af sejre.
Holdet tabte rundens kamp med 1-2 til Montreal Canadiens.
Lars Eller fik 17 minutter på isen for Washington, der inden kampen havde vundet seks i træk.
/ritzau/