Den tidligere maskinreparatør Gert Altofte står til at få 165.000 kroner retur fra Fredericia Kommune, efter de i strid med loven har trukket ham i kontanthjælp.
Det skriver Fagbladet 3F.
Ad to omgange havde kommunen forinden givet ham afslag på fleksjob. Først i december 2017 får han et ja til det fleksjob, han i praksis havde på hånden i februar året før.
Fredericia Kommune fratager også Gert Altofte hans sygedagpenge flere gange for i stedet at sende ham på kontanthjælp. Det har kommunen bare ikke ret til, afgør Ankestyrelsen.
Kommunen har derfor efterfølgende udbetalt de manglende sygedagpenge og modregnet den kontanthjælp, han har fået i perioden.
Foto: Foto: Michael Drost Hansen / Fagbladet 3F
Men kommunen må ifølge loven om aktiv socialpolitik ikke modregne kontanthjælpen i de perioder, hvor Gert Altofte har været i virksomhedspraktik og udført et stykke arbejde.
Derfor tilbagebetaler Fredericia Kommune ham nu 165.000 kroner i kontanthjælp.
- Jeg er lettet. Hele det her cirkus er endelig forbi, siger Gert Altofte, der lider af massive rygproblemer.
I Fredericia Kommune tager man afgørelsen til efterretning. Men arbejdsmarkedschef Dennis Mølgaard Hansen er alligevel overrasket:
- Vi er overrasket over afgørelsen, da det bryder lidt med princippet om, at man ikke kan modtage to ydelser samtidigt. Vi vil høre Ankestyrelsen ad, hvad der har fået dem til at træffe afgørelsen, siger Dennis Mølgaard Hansen, der ikke vurderer, at sagen vil få Fredericia Kommune til at ændre procedure.
I 3F Vejle, der har hjulpet i Gert Altoftes sag, er sagsbehandler Ellen Hvas glad for, at der endelig er faldet en afgørelse.
- De 165.000 kroner er et lille plaster på såret. Normalt får kommunerne blot en løftet pegefinger, når de begår fejl. Hér har det trods alt en økonomisk konsekvens. Men sådan en sag gør desværre også, at flere ser skævt til kommunen. Man går til kommunen i den tro, at man kan få hjælp – og så ender det i stedet med et tovtrækkeri.
Fagbladet 3F