2-0 stod der på lystavlen, da de 90 minutter i kampen mellem Fredericia og Vejle var færdigspillet på Vejle Stadion.
Og det var vel at mærke i gæsternes favør.
Efter en målløs første halvleg kunne Kenneth Møller Pedersen midt i anden halvleg bringe sit hold foran 1-0 med et mål scoret på direkte frispark.
I det 77. minut mistede hjemmeholdet Jesper Jensen. Han så nemlig rødt efter at have slået ud efter Fredericias Brian Fakkenor. Også Vejles træner, Mats Gren, blev bortvist efter højlydte protester.
Kort før tid satte gæsternes Kenan Hajdarevic punktum for en fin forårsdebut, da han på et hovedstød afgjorde kampen til 2-0.
Fredericia holder med sejren fast i andenpladsen i 1. division og dermed drømmen om oprykning til Superligaen. Klubben har to point op til topholdet Horsens og er tre point foran Lyngby på tredjepladsen.
Vejle ligger på en ottendeplads.