Hvilken del af kronprins Frederiks krop er bedst; hans over- eller underkrop?
Det valg fik Mary af sin mand i hans tale til hendes 40 års fødselsdag. Og inden hun overhovedet nåede at svare, dukkede en tryllekunstner op og savede Frederik midt over, så hun selv kunne vælge.
Det fortæller en af Frederiks venner ifølge B.T. anonymt til Euroman, der i morgen bringer et 14 sider stort portræt af kronprinsen i augustnummeret.
Hvilken del af kronprinsens krop, Mary foretrækker, melder historien desværre ikke noget om.
Ifølge morgendagens portræt af Danmarks kommende konge i Euroman, findes der mindst to udgaver af kronprinsen. Mens de fleste kun kender ham i hans officielle rolle, hvor han ofte får rodet sig ud i indviklede sætninger på tv, har han også en helt anden side.
En side, der får folk til at slappe af og føle sig godt tilpas. Og egentlig trives han selv ved alt, der er ganske uformelt.
Måske det var denne side, han skruede op for til Marys fødselsdag, da han med sin sjove tale fik både Mary og gæster til at måbe.
Frederik og Mary blev gift tilbage i 2004 i Vor Frue Kirke og har fire børn sammen.
Kilde: bt.dk, euroman.dk