Fredagens obligationer: Renterne i forsigtig stigning

Den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, svingede fredag taktstokken over finansmarkederne, men med vidt forskellige resultater på rentemarkederne. I USA faldt renterne i forventning om, at Federal Reserve kommer med et tredje tilbagekøbsprogram for obligationer, mens renterne på vores længdegrader gik højere. Bernankes meldinger løftede nemlig helt generelt risikoappetitten og sendte aktierne højere, mens behovet for at krybe i ly på rentemarkedet dalede.

Bernanke kom ikke med løfter, men udelukkede på den anden side heller ikke, at Federal Reserve kommer med et tredje tilbagekøbsprogram for obligationer, og det var nok for markedet. I USA faldt renten den tiårige statsobligation et par basispoint til 1,60 pct., mens den tilsvarende danske rente endte 3 basispoint højere på 1,09 pct. Over ugen er den 10-årige danske rente steg 4 basispoint.

Ud over mulige indgreb fra Federal Reserve ventes Den Europæiske Centralbank at handle på næste møde i Styrelsesrådet den 6. september. Økonomer forudser ifølge Bloomberg News en rentenedsættelse på 25 basispoint til 0,50 pct. Desuden ventes ikke mindst en troværdig plan, der kan skabe ro om de sydeuropæiske renter. Sammen med en generelt bedre økonomisk udvikling i USA, kan der dermed være udsigt til stigende renter, vurderer Nordea.

- Vi regner med, at nøgletallene vil fortsætte med at være bedre end ventet hen over de kommende måneder. Det, venter vi, vil være med til at presse renterne yderligere op. Det handler ikke om høj vækst, men mere om, at de værste dommedagsscenarier med markant lavere vækst i USA, vil forsvinde. Vi venter derfor, at sporadisk risikoappetit vil få renterne til at køre lidt op ad, forklarer rentestrateg i Nordea, Morten Hassing Povlsen til Ritzau Finans.

I Spanien sendte obligationsmarkedet fredag et lille råb om hjælp. Renten på den 10-årige spanske steg 29 basispoint til 6,86 pct. Dermed nærmer den sig igen det kritiske niveau på 7 pct., som har fået andre eurolande til at kaste håndklædet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.