Efter at have ligget noget lavere det meste af dagen vendte de danske renter tilbage til udgangspunktet fredag eftermiddag.
Renten på den 10-årige danske statsobligation endte i 1,62 pct., 1 basispoint lavere end lukkeniveauet torsdag efter flere gange at have testet 1,56 pct. i løbet af fredagen.
Mens torsdagens rentehop blev genereret af chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, var det fredag den amerikanske beskæftigelsesrapport for maj, der vendte et større rentefald til et mere begrænset af slagsen.
Jobrapporten, der var længe ventet i markedet, overraskede positivt med en jobskabelse på 175.000 uden for landbruget mod økonomernes forventning om 163.000 ifølge Bloomberg News. Arbejdsløsheden blev samtidig opgjort til 7,6 pct. mod ventet 7,5 pct., men det kan også tilskrives en stigning i arbejdsstyrken i USA.
Det blev meget positivt modtaget af investorer verden over, som fluks begyndte at lægge penge over i aktier, og det gav stigende rente over det meste af Nordeuropa - og også i både Portugal og Grækenland.
- Tallet er en lille, positiv overraskelse i forhold til de jobindikatorer fra ADP og ISM, som vi har fået i løbet af ugen. Når tallet bliver taget så positivt imod, som det gør, så skyldes det, at det lander lige præcist der, hvor det ikke er for varmt og ikke for koldt, siger Henrik Drusebjerg, der er seniorstrateg hos Nordea, til Ritzau Finans og fortsætter:
- Det betyder, at diskussionen om, hvorvidt centralbanken vil fjerne støtten eller fastholde den, kan fortsætte. Der er ikke noget i dette her tal, der indikerer, at de vil stoppe støtten. Men det er selvfølgelig ikke et sundhedstegn, at markedet håber på middeltal for at få hjælp.
Tidligere på dagen blev der desuden serveret et positivt tal for den tyske industriproduktion, der steg med 1,8 pct. i april mod en ventet flad udvikling blandt økonomerne ifølge Bloomberg News.
En negativ overraskelse stod den tyske centralbank, Bundesbank, for, da den sænkede sit vækstskøn for Europas største økonomi for både 2013 og 2014. Bundesbank ser nu en BNP-vækst i Tyskland på 0,3 pct. i år og 1,5 pct. næste år mod tidligere ventet 0,4 pct. i 2013 og 1,9 pct. i 2014. Begge begivenheder druknede dog i den amerikanske beskæftigelsesrapport.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk