Mens de danske og tyske obligationer holdt sig nogenlunde i ro, var der mere gang i udsvingene blandt de sydeuropæiske statspapirer.
De korte spanske og italienske statsobligationer var godt efterspurgt på et marked, som havde noteret sig opblødende meldinger fra den tyske forbundskansler Angela Merkel.
Ifølge Bloomberg News udtalte Angela Merkel i forbindelse med et besøg hos Canadas premierminister, Stephen Harper, torsdag, at hun støtter de præmisser, som ECB mener, at gældstyngede lande skal leve op til at for at få centralbankens hjælp til at sænke låneomkostningerne. Foruden at være enig i ECB's fremgangsmåde til at forsvare euroen, erkendte den tyske kansler, at tidsperspektivet er vigtigt.
Mens den tiårige, danske rente faldt 2 basispoint til 1,22 pct., og den toårige rente faldt tilsvarende til minus 0,26 pct., faldt de toårige statsrenter i både Italien, Spanien og Portugal. I Spanien faldt den toårige rente med 15 basispoint til 3,64 pct., og måske er der mere i vente, hvis ECB køber op.
Nick Stamenkovic, der er rentestrateg hos RIA Capital Markets i Edinburgh, siger til Bloomberg News, at det vil forstærke stigningerne i de spanske obligationer, hvis ECB begynder at opkøbe statspapirer igen.
- Givet den spanske økonomisk skrøbelige tilstand, er det næsten uundgåeligt, at Spanien vil bede om en hjælpepakke. Kortere obligationer vil være de mest attraktive løbetider, siger han til Bloomberg News.
Steven Major, chef for research i fastforrentede papirer hos HSBC Holdings, siger til det amerikanske nyhedsbureau, at den toårige, spanske rente måske kan falde til 2 pct., hvis ECB begynder at købe op.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk