Renten på den toneangivende, danske statsobligation, 3-21'eren, vendte rundt fredag eftermiddag, og trak sig igen lidt længere væk fra bundrekorden, som blev sat i begyndelsen af juni. Kigger man mod Sydeuropa forårsagede en italiensk auktion store udsving i renteudviklingen i løbet af dagen.
Den tiårige, danske rente lukkede med en lille stigning på 1 basispoint i 1,04 pct. efter at have kravlet langsomt, men sikkert ned mod de 0,95 pct., som er den foreløbige bundrekord, i løbet af dagen. Det var særligt optimisme fra den amerikanske åbning, der smittede positivt af på både aktie- og obligationsmarkedet herhjemme. En overgang - efter den amerikanske åbning, var renten faktisk oppe at vende i 1,05 pct., men siden faldt den atter en smule ned igen.
Klokken 11 var Italien en tur i obligationsmarkedet, efter at kreditvurderingsinstituttet Moody's i løbet af natten havde sænket landets kreditvurdering med to hak til Baa2 fra tidligere A3. Derfor var det umiddelbart en positiv nyhed, at Italien opnåede udsolgt af sine treårige papirer, som tilmed gik til en markant lavere rente end ved den seneste auktion i midten af juni.
Italien solgte i alt for 3,5 mia. euro statspapirer med en løbetid på tre år til en rente på 4,65 pct. mod en rente på 5,30 pct. ved den seneste tilsvarende auktion den 14. juni. Umiddelbart efter udløste det jubel hos investorerne, og den tiårige, italienske rente blev sendt ned med 12 basispoint til 5,89 pct. - svarende til en stigning på blot 1 basispoint for dagen.
Senere tikkede resultaterne fra Italiens salg af syv-, ti- og 11-årige obligationer dog ind, og her gik papirerne til en noget højere rente, hvilket igen sendte opad, så den igen krydsede 6 pct., men ved lukketid havde renten taget endnu en lille svingtur og lå i 5,98 pct. Det svarer dog til en stigning på 10 basispoint for dagen.
I Spanien lavede den tiårige rente nogenlunde samme bevægelse oven på nyhederne fra Italien. Renten dykkede med 8 basispoint til 6,56 pct., løftede sig siden op i 6,59 pct. igen, men ved dansk lukketid var renten atter nede i 6,54 pct. - svarende til et fald på 1 basispoint for dagen.
I løbet af eftermiddagen var der tal for producentpriserne i USA, hvor det for juni blev til en lille stigning på 0,1 pct. på månedsbasis. Ifølge Bloomberg News' estimater var der ventet et fald på 0,4 pct.. Eksklusive mad og energi var der ventet en stigning på 0,2 pct., og her ramte udviklingen lige i øjet. Tallene formåede dog ikke rigtigt at ændre stort på udviklingen i markedet.
Det gjorde forbrugertillidsindekset fra University of Michigan heller ikke. De foreløbige tal for juli viste ellers en tilbagegang på 1,2 indekspoint til 72,0 fra 73,2 i juni. Ifølge økonomerne adspurgt af Bloomberg News var der ventet en marginal fremgang til indeks 73,5.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk