Det toneangivende, danske aktieindeks, C20, lukkede ugen med plusser over det meste af linjen og et samlet løft til indekset på 0,4 pct. til 461,10. I løbet af dagen havde den tunge Novo Nordisk-aktie ellers - helt på egen hånd - trukket indekset i rødt.
Grundet Novo-aktiens vægt på omkring 40 pct. af det samlede indeks var et fald her nok til at holde snor i de blå aktier og begrænse den samlede stigning. Derfor blev det danske løft noget lavere, end tilfældet var i de øvrige toneangivende, europæiske indeks.
Alle var de positivt påvirkede af, at der har bredt sig optimisme i markedet omkring yderligere kvantitative lempelser fra Kina, efter at det store lands bruttonationalprodukt, BNP, viste yderligere tilbagefald natten til fredag. Da det amerikanske marked åbnede ved 15.30-tiden blev der desuden pumpet lidt ekstra optimisme ind i markederne, hvilket gav et ekstra løft i hele Europa.
Teleselskabet TDC's aktie blev dagens topscorer med en fremgang på 2,7 pct. til 41,03 kr. Selskabet har fået en god anbefaling med på vejen af Nordea, der anbefaler "køb" af aktien med kursmålet 50 kr.
- Vi har fået løst den ene af de to risikofaktorer, som har tynget aktien i de seneste måneder. En ny direktør er fundet, og nu mangler vi, at Morgan Stanley bliver helt færdig med at sælge ud af sine aktier. Det sidste, forventer vi, vil ske inden for kort tid, skrev Nordea-analytikerne i en kommentar.
Helt i bunden sluttede Novo Nordisk med et fald på 0,4 pct. Det amerikanske finanshus Jefferies løftede ellers sit kursmål for aktien med 50 kr. til 1050 kr., mens den positive anbefaling "køb" blev fastholdt.
Mærsk-aktierne havde en god dag på kontoret med stigninger på henholdsvis 2,0 pct. og 2,5 pct. til A- og B-aktierne.
FLSmidth-aktien lukkede med en stigning på 2,0 pct., selv om selskabet har fået et hak i tuden af norske DNB, der har sænket sit kursmål til 450 kr. fra tidligere 515 kr. Anbefalingen er dog fortsat positiv med "køb."
Blandt sidepapirerne steg Genmab med 2,0 pct. til kurs 64,25 efter nyheden om, at selskabet har indgået en aftale med Janssen Biotech. Janssen betaler 21 mio. kr., og aftalen kan udløse betalinger til Genmab på op til 1062 mio. kr. År til dato er Genmab steget med 72,3 pct., om end der stadig er langt til de håbefulde dage i 2007, hvor aktien handledes i 407,50 kr.
- Siden vi introducerede vores Duobody-platform i 2010, har vi troet på, at den har potentialet til at blive den foretrukne teknologi til den næste generation af bispecifikke antistofbehandlinger. Dagens meddelelse er endnu et bevis på, at den farmaceutiske industri anerkender vores førende position inden for terapeutiske antistoffer, udtalte Jan van de Winkel, administrerende direktør i Genmab, i en fondsbørsmeddelelse.
ALK-Abellós konkurrent Stallergenes viste sent torsdag en salgsvækst på 4 pct. i andet kvartal - med 3 pct. vækst i både kernemarkederne i Sydeuropa (inklusive hjemlandet Frankrig) og i resten af EU. Det europæiske marked er ramt både af Sydeuropas gældskrise og af besparelser i sundhedsvæsener i Nordeuropa. Der var dog lovende vækst på 15 pct. i nye markeder uden for EU, som dog kun udgjorde lidt over en tyvendedel af Stallergenes' salg i kvartalet. Alk-Abelló-aktien sluttede ugen i 380 kr. efter en stigning på 0,1 pct.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk