Det er for farligt for danske turister at opholde sig flere steder i Egypten.
Det mener Udenrigsministeriet, der nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele det sydlige Sinai, herunder det populære turistområde Sharm el-Sheikh.
- Der er generelt en høj risiko for terrorhandlinger og bortførelser i hele Egypten. Rejsende opfordres til at udvise forsigtighed, herunder på steder, hvor større menneskemængder er samlet, lyder det fra Udenrigsministeriet.
Ministeriet fraråder desuden ikke-nødvendige rejser til det øvrige Egypten med undtagelse af rejser til turistområderne ved Rødehavet, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Man kan derfor stadig rejse til ferieområdet Hurghada.
Man kan fortsat foretage flyskift i Kairo lufthavn, lyder det.
Beslutningen om at indskærpe rejsevejledningen til Sinai-halvøen sker efter, at Tysklands udenrigsministerium for nylig udsendte en advarsel om at rejse til badedestinationer på halvøen.
Sidste efterår aflyste flere danske rejseselskaber sine ture til Egypten, da Udenrigsministeriet frarådede det i rejsevejledningen. Den blev dog lempet igen i september.
Den tyske advarsel kom efter et bombeangreb mod en turistbus, der kørte koreanske turister rundt på Sinai-halvøen. Flere koreanske turister sammen med bussens egyptiske chauffør blev dræbt ved attentatet.
/ritzau/