Det er ikke mere end seks måneder siden, at rock-bandet fra Glasgow i Skotland udgav et dub-remixalbum med titlen 'Blood'. Men nu er de igen trukket i arbejdstøjet og jonglerer med nye toner.
Franz Ferdinand er før denne udgivelse dog meget sparsomme med oplysninger. Og det med god grund. For sidst gik det galt, lyder det fra gruppen.
"Før udgivelsen af den sidste plade talte jeg alt for meget om det, mens vi arbejdede på idéerne, og jeg har svoret, at jeg ikke vil sige noget om, hvad vi laver, før vi er færdige, og så endda vente yderligere tre uger," udtaler forsanger og guitarist Alex Kapranos ifølge gaffa.dk.
Kapranos mener, at medierne hurtigt kan løbe om hjørner med dem, hvis de ikke holder kortene og idéerne tæt til kroppen.
"Man bliver inspireret af de mange tusinde ting, der sker rundt omkring en, og det fejlrepræsenterer pladen, når man peger på én bestemt ting. I et interview for lang tid siden fortalte Nick og jeg, at vi havde lyttet til etiopisk musik, og pludselig handlede alle historier om, at vi var i gang med at lave en plade med afrikansk musik. Men det er jo bare en blandt en million ting," lød det fra medlemmerne tilbage i 2008.